Kalvehjerte med enebær og rødkålssalat
Har du aldrig smagt kalvehjerter, er du faktisk gået glip af en god oplevelse. Kødet er mørt og der bliver en pragtfuld sauce. Her smagt til med knuste enebær og rosmarin. Køb hjerterne skåret i skiver, det er nemt at gå til.KALVEHJERTER MED ENEBÆR OG RÅ RØDKÅLSSALAT (4-6 personer)
1 kg kalvehjerter i skiver
30 g smør
15 hele, knuste enebær
1 lille stilk frisk rosmarin
eller 1-2 tsk. tørret
salt og peber
3-4 dl vand
2 dl fløde 13%
2 tsk. majsstivelse eller lys saucejævner
1/4 rødkålshoved
2-3 små appelsiner
2 spsk. solbærsyltetøj/marmelade
Tilbehør: kartofler
Skyl hjerterne i rigeligt koldt vand og dup dem helt tørre. Brun dem godt i smørret i en stegegryde, f.eks. 1/3 af gangen. Læg alle de brunede hjerter i gryden. Knus enebærrene med en kniv og kom dem ved sammen med rosmarin, salt og peber og hæld vandet ved. Lad dem stege under låg og ved svag varme ca. 2 timer til kødet er mørt. (hold øje med om væsken fordamper, så må der tilsættes lidt mere vand). Hæld fløden ved og jævn saucen. Lad den koge et par minutter og smag endeligt til med salt og peber. Salat: snit rødkålen i meget tynde strimler. Pil de to appelsiner, skær dem i små stykker og bland med rødkålen. Pres saften af den sidste appelsin og rør saften sammen med solbærsyltetøjet. Vend denne dressing i kålsalaten. Lad den gerne trække 1 time. Server hjerterne med salat og kartofler.
Opskrift: Susanne Palmqvist