Kogt kylling med peberrodssauce
Af en stor frisk landkylling på et par kilo kan der blive to gode middage. Køber du mindre kyllinger skal du bare koge to på en gang. Den første dag kan du lave en god peberrods eller aspargessauce til kødet og næste dag smager det kolde kyllingekød lækkert i f.eks. en salat eller sandwich.KOGT KYLLING MED PEBERRODSSAUCE (4 personer)
1 stor frilandskylling ca. 2 kg
1 porrer
1 gulerod
1 kvist timian
2 laurbærblade
salt
10 hele peberkorn
Sauce:
30 g smør
1 1/2 spsk. hvedemel
siet suppe
fintrevet peberrod efter smag
lidt sukker
evt. lidt citronsaft
Tilbehør: kartofler , letkogte rosenkål eller andre grøntsager, ekstra peberrod
Kom kyllingen i en stor gryde med koldt vand der lige dækker. Bring det i kog og fjern skummet. Rens urterne og skær dem i store stykker. Kom dem i gryden sammen med salt, peberkorn , timian og laurbærblade. Lad det koge for svag varme under låg ca. 1/2-1 time efter størrelse. Prøv at løsne låret, det skal let lade sig løsne og kødet skal være hvidt. Tag kyllingen op og lad suppen koge godt ind (kog kraftigt uden låg så smagen bliver kraftigere). Si den.
Sådan laver du en opbagning .
Smelt smørret til saucen i en lille gryde og pisk melet i. Rør suppe i under piskning til saucen er tilpas i konsistensen. Kog godt igennem. Smag til med salt, peber og fintrevet peberrod ( aspargessauce laves på samme måde med en blanding af aspargesvand og suppe). Skær evt. noget af brystkødet af og brug det dagen efter til f.eks. en salat. Parter resten af kyllingen i mindre stykker og hæld saucen over. Server med kartofler og grøntsager.