Broccolisuppe med flødeost
Ind imellem kan det være rart med lidt let mad der ikke fylder for meget: Det kan være en portion varm broccolisuppe.BROCCOLISUPPE MED FLØDEOST (4 personer)
ca. 400 g frisk broccoli
1 porrer
25 g smør
1 1/4 l hønse eller grøntsagsbouillon
100 g flødeost Buko Pikant
evt. 1 dl fløde
1 bakke brøndkarse
kværnet peber
Tilbehør: gratineret osteflutes eller grovboller
Del broccolien i små buketter. Skær stokken og de grovere dele i små terninger. Skær poren i tynde ringe. Svits alle grøntsagerne i smør i en stor gryde. De skal ikke tage farve. Hæld bouillonen på og kog suppen under låg ca. 20 minutter. Broccolien skal være ret mør. Blend suppen, f.eks. med en blenderstav. Bring den i kog igen og kom flødesot og evt. fløde i. Kog til osten er helt opløst. Smag suppen til med peber og evt. salt (husk bouillonen er salt). Klip brøndkarsen i og rør rundt til den lige falder sammen. Blend evt. let igen så den findeles. Server straks med brød til.
Opskrift: Susanne Palmqvist