Koteletter med karrykål
Hvidkål er en typisk vintergrøntsag, som kan varieres på mange måder. En god variation er denne karrykål med løg og æble dampet med æblejuice. Den sødlige smag klæder svinekød godt, så du kan f.eks. servere det sammen med en kotelet, et stykke ribbenssteg eller et stykke helstegt nakkefilet.KOTELETTER MED KARRYKÅL (4 personer)
4 store svinekoteletter u/ ben
salt og peber
ca. 1/2 hvidkålshoved
25 g smør
2 tsk. mild karry
1 lille løg
Sådan hakker du et løg .
1 1/2 dl æblejuice
2 æbler med rød skræl , f.eks. Ingrid Marie
Tilbehør: brød eller kartofler
Snit kålen i fingerbrede strimler. Pil og hak løget. Skær æblerne i ikke for små terninger. Smelt smørret i en stor gryde og svits karry og løg heri et par minutter. Kom kålen i og vend godt i den til den bliver blank og falder lidt sammen. Vend æblerne i og lad det hele dampe under låg 6-10 minutter til kålen er så mør, som du ønsker den. Smag til med salt og peber.
Sådan steger du koteletter på fedtkanten .
Rids fedtkanten på koteletterne. Varm en pande godt op og stil først koteletterne på højkant på fedtkanten, så fedtet smelter fra. Vend dem og brun 1-2 minutter på hver side. Krydr dem og steg videre ved svagere varme et par minutter. Server med karrykål og evt. brød eller kartofler.
Opskrift: Susanne Palmqvist