Ris a la mande m. kirsebærsauce
Ris a la manden må ikke mangle juleaften. Du kan koge en tynd risengrød og blande den med sukker, mandler og flødeskum, eller du kan lave denne version. Det er en opskrift jeg har arvet fra min mormor og jeg synes den er let og god. Hertil hører lun kirsebærsauce. Husk den hele mandel og en mandelgave.RIS A LA MANDE (ca. 8 personer)
125 g grødris
3 dl vand
7 dl sødmælk
1 stang vanille
Sådan bruger du en vaniljestang
2 blade husblas
flormelis eller sukker
ca. 5 dl piskefløde
100 g smuttede, grofthakkede mandler
Sådan smutter du mandler
1 hel smuttet mandel
Bring vandet i kog i en tykbundet gryde. Skyl risene, kom dem i og lad det lige koge op igen. Klip vaniljestangen i små stykker og kom dem i sammen med mælken. Bring det langsomt i kog igen, dæmp varmen og læg låg på. Kog nu ved meget svag varme 45-60 minutter. Læg husblassen i blød i koldt vand 10 minutter. Knug vandet af og rør husblassen i den varme grød. Lad den blive helt kold, gerne i køleskab 1 døgn. Tag vaniljestykkerne op. Rør den kolde grød igennem og smag til med sukker efter smag. Vend mandlerne i sammen med ikke for stift flødeskum. Stil desserten kold til den skal spises.
KIRSEBÆRSAUCE
2 små glas syltede dessertkirsebær
1-2 dl sød kirsebærsaft eller kirsebærvin
1- 1 1/2 spsk. majsstivelse
Bring bær og saft i kog i en gryde. Rør majsstivelsen ud i lidt koldt vand og rør den i kirsebærrene til tykkelsen er tilpas, Kog lige igennem og smag saucen til. Server den lun.