Chilikylling med citron og ovnkartofler
Er du til det lidt "hidsige" mad får du her en stærk variation af den stegte kylling. Den er drysset med chiliflager og fyldt med citron og persille. Steger du kartofler ved siden af også drysset med de stærke flager, får det garanteret temperaturen til at stige et par grader. Rester af kyllingen kan bruges i en tortilla. Steg gerne en ekstra kylling så der er til middag en anden dag.CHILIKYLLING MED CITRON OG OVNKARTOFLER (4 Personer)
1 stor frisk kylling
1 citron eller lime
1 lille bdt. persille
1 spsk. olie
1-2 tsk. red hot chili pepper, f.eks. Santa Maria
(chiliblanding der består af stærk kinesisk chili blandet med milde chiliflager)
salt
1 kg kartofler
1 spsk. olie
saft af 1 citron
1 tsk. red hot chili pepper
evt. lidt tørret oregano
Tilbehør: tomatsalat eller grøn salat med avocado
Rens kyllingen og tør den ude og indvendig. Vask citronen og skær den midt over. Skyl persillen godt og kom den indeni sammen med citronen. Læg kyllingen i et ovnfast fad. Bland olie med salt og chili og pensl det på. Steg kyllingen midt i ovnen ved 200 grader ca. 1 time efter størrelse. Stik i låret, kødsaften skal være helt klar og ikke rosa. Vask kartoflerne godt og skræl dem evt. Skær dem i grove stykker. Læg dem i et ovnfast fad i et jævnt lag og kom olie, citronsaft og krydderier ved. Vend kartoflerne godt så det hele fordeles. Steg dem ved siden af kyllingen. Vend i dem af og til.
Opskrift: Susanne Palmqvist