Frikadeller med stuvet spidskål
Et dansk spidskål i selskab med frikadeller er en rigtig forårs-sommerret. Her er stuvningen så mager, at du ikke behøver bekymre dig om fedtindholdet.FRIKADELLER MED STUVET SPIDSKÅL (4 personer)
500 g magert hakket kalv og flæsk
2 spsk. hvedemel
1 spsk. havregryn
2 tsk. salt
kværnet peber
1 fintrevet løg
1 stort æg
ca. 2 dl mælk
lidt smør eller olie til stegning
1-2 spidskål
2 dl grøntsagsbouillon
2 dl mælk
2 spsk. hvedemel
10 g smør
evt. lidt muskatnød
Tilbehør: små kartofler eller rugbrød
Rør kødet med mel, havregryn, salt og peber, revet løg og æg. Rør mælk i til en ikke for fast fars. Lad den hvile koldt i en halv time. Pil de yderste blade af spidskålen. Flæk den og skær i brede strimler på tværs. Det groveste af stokken kan fjernes. Damp kålen i bouillon til den lige er faldet sammen. Tag kålen op med en hulske og stil til side. Pisk mel og mælk samen til en jævning. Bring bouillonen i kog og pisk blandingen i. Kog igennem til en tyk sauce. Vend spidskålen i og varm igennem. Smag til med salt, peber og evt. muskat. Form frikadellerne med en ske og steg dem gyldne og sprøde i lidt fedtstof på panden. server med spidskål og kartofler eller rugbrød.
Opskrift: Susanne Palmqvist