Kold avocadosuppe med purerede peberfrugter
Kolde supper er dejlige i sommervarmen. Denne suppe har en pikant smag af de purerede peberfrugter som får en helt særlig, sødlig smag, når de er blevet grillede.KOLD AVOCADOSUPPE MED PUREREDE PEBERFRUGTER (4 personer)
2 røde peberfrugter
1 spsk. cremefraiche 18%
4 modne avocadoer
2 spsk. cremefraiche 18%
saft af 1 citron
3-4 dl kold hønse eller grøntsagsbouillon
salt og kværnet peber
evt. klippet purløg
Tilbehør: flutes.
Flæk peberfrugterne og tag kernerne ud.
Sådan renser du en peberfrugt .
Læg halvdelene på en plade og sæt dem under grillen i ovne til skindet får sorte pletter. Tag dem ud og læg et viskestykke over til de er kølet noget af. Pil så det sorte skind af. Purer peberfrugterne med lidt cremefraiche. Stil pureen koldt. Tag stenene ud af avocadoerne og pil skindet af.
Sådan ordner du avocado .
Kom kødet i blenderen eller en foodprocessor sammen med citronsaft og cremefraiche. Blend det helt ensartet. Spæd med bouillon til passende tyk suppe konsistens. Stil suppen koldt ca. 1 time. Smag den til med salt og peber og evt. mere citron. Server suppen med lidt peberpuré i hver portion og evt. drys af snittet purløg.
Opskrift: Susanne Palmqvist