Ovnstegt hornfisk med ribs
Friske. syrlige ribs passer supergodt sammen med fisk, og så giver de jo et flot farvespil på tallerkenen. Her steges hornfiskene i ovnen uden brug af ret meget fedtstof, og du slipper for meget af fiskelugten i dit køkken.. Den får følgeskab af dampede løg og æbler med timian. Hvis du kan lide hornfisk i eddike til pålæg kan du stege ekstra fisk med i ovnen.OVNSTEGT HORNFISK MED RIBS (2 portioner)
2 små hornfisk u/ ben (ca. 300 g)
1 tsk. olie
salt og kværnet peber
2 faste æbler
2-4 små nye løg (eller 2 almindelige)
½ dl. vand
1 spsk. citronsaft
1 kvist frisk timian
2 tsk. honning
100 g ribs
Tilbehør: små kartofler
Skær hornfisken i 3 stykker (klip finnerne af hvis de stadig er på). Dup dem tørre og læg dem på en plade med bagepapir. Pensl overfladen med lidt olie og krydr med salt og peber. Bag dem lige til sidst øverst i en 225 grader varm ovn til overfladen får brune pletter, ca. 8 minutter efter tykkelse. Skær løg og æbler i både. Kom dem i en gryde med vand, citronsaft og timian. Damp dem møre under låg, ca. 6 minutter.Tag dem op og hold dem varme. Kom honning i gryden og kog væden lidt ind. Kom ribsene i 2-3 minutter. Læg hornfisken i lag med lidt løg og æbler imellem. Server resten ved siden af med lidt timian og læg ribsene med lage i kanten. Giv kartofler til.
pr.portion: 520 kkal ( 2180 kj) 7,6 g fedt 13,3 fedtkalorieprocent
Opskrift: Susanne Palmqvist