Grøn kartoffelsalat med havens krydderurter
Alle de frodige krydderurter kan blive til en god dressing til kartoffelsalaten. Portionen kan holde sig op til en uge i køleskabet og passer også til pastasalat eller som kold sauce til fisk. Bland efter smag og behag. Persille kan fint danne basis sammen med bare 1 eller to andre urter.GRØN KARTOFFELSALAT MED HAVENS KRYDDERURTER (2-3 portioner)
Dressing:
2 store håndfulde krydderurter fra haven:
f.eks: havesyre, persille, oregano, merian og basilikum
saft af ½ citron
2 spsk. kapers
1-2 fed hvidløg
1 spsk. olivenolie
1 spsk. koldt vand
salt og kværnet peber
6-750 g små kogte kartofler
4-6 cherrytomater pr. person
Skyl og nip krydderurter og dup dem tørre i et viskestykke. Kom dem i en blender sammen med kapers, hvidløg og citronsaft. Kør det helt finthakket og hæld olie og vand i mens blenderen kører. Smag til med salt og peber. Skær kartoflerne i skiver eller halve og vend dem i dressingen. Lad dem gerne trække 1 time. Server salaten med en krans af halve tomater.
pr. portion: 290 kkal ( 1220 kj) 6 g fedt 17,8 fedtenergiprocent
Opskrift: Susanne Palmqvist