Letsprængte poussiner med forårsgrønt
Det smager rigtig godt at sprænge fjerkræ, og her er poussinerne sprængt ganske let, det vil sige letsaltet. Det giver en skøn sauce som hældes over små nye grøntsager. Vælg masser af dem efter din smag. Køb et lille stykke frisk peberrod det smager nu bedst og helt anderledes end den færdigrevne i poser.LETSPRÆNGTE POUSSINER MED FORÅRSGRØNT (4 personer)
2 mellemstore poussiner, friske eller frosne
1 stor spsk. groft salt
1 stor spsk. sukker
2 tsk. tørret timian
1 løg
1 forårsløg
1 gulerod
lidt persillekviste
10 hele peberkorn
4-6 ikke for store gulerødder
4-6 forårsløg
250 g friske bønner
250 g grønne asparges
125-200 g fine ærter
4-5 dl siet suppe
1 dl cremefraiche 18%
1 spsk. majsstivelse
friskrevet peberrod
lidt citronsaft
kværnet peber
hakket kørvel eller persille
Tilbehør: brød eller små kartofler
Hvis poussinerne er frosne skal de være tøet helt op og tørret godt af. Friske tørres også godt af indeni. Bland salt, sukker og timian og gnid fuglene ind og udvendigt. Læg dem i et fad og stil dem koldt, tildækket mindst 12 timer, højst 15. Tør dem af og kom dem i en gryde med koldt vand der dækker. Bring i kog og fjern skummet. Kom rensede urter og peber ved og kog under låg 40-45 minutter til fuglene er møre. Tag dem op og kog suppen godt ind. Si den, der skal være 5 dl. Rens alle grøntsagerne og skær dem i skrå stykker. Kog dem næsten møre hver for sig i suppen. Pisk cremefraiche sammen med majstivelse og rør det i suppen. Kog igennem under piskning. Smag saucen til med citron, revet peberrod og kværnet peber. Varm grøntsagerne i saucen. Skær lår og brystet af poussinerne og del brystkødet i to. Anret kødet ovenpå grøntsagerne og drys evt. med hakket grønt.
pr. portion med kartofler: 500 kcal (2080 kj) 15 g fedt 27 % fedtenergi
Opskrift: Susanne Palmqvist