Nudler med lam
En wok er som skabt til at lave fedtfattig mad i. Der skal kun bruges lidt fedtstof på den store stegeflade og den asiatisk inspirerede mad er i sig selv sund og mager. Der bruges mange grøntsager, stegetiden er kort så vitaminerne bevares og saucerne laves også uden fede ingredienser. Har du ikke en wok kan en stor sauterepande bruges. Ingredienserne kan fås i almindelige supermarkeder. Der bruges kinesiske ægnudler som ligger i pakker med 4 plader i hver. En plade passer til ca. 2 personer. Husk altid at gøre alle ingredienserne klar først, for selve tilberedningen går lynhurtigt.NUDLER MED LAM (2 personer)
60 g kinesiske ægnudler (1 firkant)
sauce:
1 dl ketchup
½ dl chilisauce (sød eller stærk efter temperament)
1 spsk. soja
1 spsk. sukker
½ spsk. majsolie
2 fed hvidløg
2 forårsløg finthakket med mest muligt af det grønne
250 g lammekød i tynde strimler ( bov eller kølle)
1 dl snittet kål : kinakål, savoy eller hvidkål
1 dl sukkerærter (125 g) friske eller frosne
1 dl bønnespirer, friske
½ agurk i snitter u/ skræl
Kog nudlerne og køl dem af på en sigte i koldt vand. Skær kødet i tynde strimler. Pisk ingredienserne til saucen sammen i en skål. Varm wokken op og slyng olien rundt i den. Svits hvidløg og løg hurtigt til de får lidt farve. Kom lam i tynde strimler og kål i wokken og svits 2-3 minutter. Kom nudler, ærter og bønnespirer i sammen med saucen og varm det hele igennem. Vend hele tiden i det. Smag til med soja og chilisauce og evt. salt og peber. Kom agurken på til sidst evt. sammen med frisk koriander og server straks.
pr. portion 460 kcal (1940 kj) fedtenergiprocent: 24
Opskrift: Susanne Palmqvist