Sellerisuppe med sprøde croutoner
Cremede supper lavet på vinterens urter er noget af det bedste på en kold dag. Og så er det endda sund mad. Her er suppen lavet på knoldselleri og den har en meget mild smag. Prøv også at lave dine egne ristede brødcroutoner til suppen, de smager meget bedre end dem du køber og du kan få brugt rester af gammelt brød.SELLERISUPPE MED SPRØDE CROUTONER (4 personer)
½ stor selleri
2 kartofler
1 lille løg
Sådan hakker du et løg .
25 g smør
8 dl hønsebouillon
2 ½ dl mælk
kværnet peber
4 skiver hvidt brød u/ skorpe
1-2 spsk. olivenolie eller 25 g smør
1-2 fed presset hvidløg
salt
evt.1-2 spsk. hakket persille
Skræl selleri og kartofler og skær dem i mindre stykker. Pil og hak løget. Smelt smørret i en stor gryde og vend alle grøntsagerne heri til de bliver blanke. Tilsæt bouillon og mælk og bring det i kog. Kog suppen under låg ca. ½ time til alt er mørt. Blend suppen cremet (f.eks. med en blenderstav eller i food-processor) og kog den op igen. Smag suppen til med peber og evt. salt. Server suppen varm med drys af sprøde croutoner og evt. hakket persille. Croutoner: skær brødet i firkanter. Varm olien op på en pande og vend brødet heri. Pres hvidløg ud over og vend rundt til brødet er gyldent og sprødt. Læg dem på papir til de er afkølet.
Opskrift: Susanne Palmqvist